Fredag d. 30 september var planen egentlig, at jeg bare skulle have en hjemmeaften (og det skulle jeg virkelig også bare have gjort), men da et par veninder lokkede mig med ud, endte det ikke helt sådan. Max 15 minutter efter mine veninder og jeg var ankommet, overser jeg et enkelt trin og næste sekund ligger jeg på gulvet. Derefter er det hele lidt sløret, og jeg tænker, at jeg nok bare lige skal op og stå, og så går det hele nok, men da jeg forsøger, indser jeg, at mit ben på ingen måde er i stand til det. Det føles fuldstændig forkert, og jeg får følelsen af, at benet nærmest krakelerer indvendigt. Det er der, hvor man virkelig tænker “Nej, det her er jo ikke virkeligt, det sker ikke for mig”. Der kommer folk to the rescue og bærer mig ud i et lokale, hvor jeg ligger i en fremmeds skød og får is på mit ben, mens tårerne strømmer, og hver bevægelse er forfærdelig smertefuld. Jeg får selvfølgelig kommentaren om, at “jeg nok bare har drukket lidt for meget, og at der sikkert ikke er sket noget”, men sagen var bare den, at jeg ikke havde fået mere end et par drinks, og at alkohol under ingen omstændigheder var årsagen til, at jeg vred om – de høje støvler gjorde dog ikke noget godt for faldet, hahah… 20 minutter senere ankommer en ambulance, og jeg får mig en masse smertestillende og bliver kørt til Rigshospitalet. Her bliver mit ben sat på plads, og thank god har jeg fortrængt dén smerte hahah. Efter røntgen viser det sig, at jeg har brækket begge knogler i mit skinneben… Her venter sig 3 lange dage, hvor jeg hver dag skulle faste i håb om, at der blev plads til mig på operationsbordet… Dette sker dog først mandag grundet manglende læger og akutte operationer, hvor patienten stod mellem liv og død. Men hold op hvor var det nok de værste tre dage i mit liv. Efter operationen er jeg indlagt i en uge og kan derefter endelig komme hjem! Jeg er dog på ingen måde i stand til at tage i skole, da jeg har brug for hjælp til nærmest hver bevægelse. Nu, 3 uger efter, er jeg langt om længe i stand til at gå langsom gang med krykker, samtidig med at jeg spiser masser af smertestillende.

downloads18Jeg har igennem forløbet opdaget, at folk virkelig undervurderer et brækket ben. I hvert fald når operation indgår – for med gips er situationen en helt anden. Jeg har fået indopereret et laaangt søm samt skruer, så det vil tage mig lang tid at genoptræne benet til normal tilstand og blive fri for smerter. Pt har jeg stadig ikke fuld kontrol over mit ben og kan ikke løfte det meget mere end en centimeter over jorden, så jeg er stadig ret hjælpeløs. Og med 2 ugers fravær, en masse lektier og afleveringer bagud, hvor hver bevægelse var en kamp, har det virkelig været nogle lange uger, både fysisk og psykisk. Ydermere har jeg været nødt til at sige mit job som tjener op, da jeg ikke kan løbe frem og tilbage, samt hurtigt op og ned ad trapper, før der er gået mindst 6 måneder. Det hele er en smule tungt over skuldrene lige nu, især for en aktiv pige som mig, som netop var kommet rigtig godt igang på træningsfronten, havde fundet min løbeglæde igen, og cyklede alle vegne hver evig eneste dag. Men i går kom jeg dog en lille milepæl længere, da jeg formåede at deltage i min bedste veninde, Jasmins, fødselsdag – i hvert fald i et par timer. Det betød masser af trappegang og et større socialt samvær for første gang lææænge. De sidste uger har mine dage været så forskellige – hvor nogle dage har været et smertehelvede, har andre dage været med stort overskud – så det var virkelig rart at indse at “man faktisk godt kan”. Heldigvis har både venner og familie været en kæmpe støtte gennem hele forløbet <3 downloads19

Det blev lidt af en lang smøre, men jeg gad ikke at fortælle historien “halvt” og dermed risikere misforståelser <3 nu skal jeg tilbage i skole på mandag, hvilket jeg er spændt på (og nok også lidt frygter) hvordan går. På mandag stopper jeg dermed også med at få morfin, hvilket jeg frygter endnu mere, for for pokker hvor har jeg været glad for, at smertestillende eksisterer! Men forhåbentlig går det hele lidt bedre på mandag. Mht bloggen kommer den desværre nok også lidt på pause, da jeg er nødt til at fokusere på skole og at få mit ben back to normal – men jeg glæder mig allerede til at komme tilbage <3

Jeg vil meget gerne høre, om nogen af jer har været igennem det samme og har tips?! Evt til genoptræning? For jeg kan virkelig bruge alt lige nu 🙂 ellers, så ses vi når jeg nu engang har overskud til bloggen igen <3

xx, Alma